LO Sydfyn har afgivet nedenstående høringssvar - følg med i debatten på http://www.regionsyddanmark.dk/wm372478
LO Sydfyn finder det skadeligt, såfremt det sydfynske område igen skal stå model til nedskæringer og strukturændringer på sygehusområdet. Kampen for fastholdelse af akutfunktionen på Svendborg Sygehus er afsluttet, og faldt desværre ikke ud til LO Sydfyns ønsker om en begrænsning af den urimelige lange responstid, hvis akutberedskabet bliver flyttet til Odense.
LO Sydfyn mener, at det er vigtigt at fastholde den offentlige service på Ærø, som sikrer både arbejdspladser og ikke mindst styrker bosætningen på øen.
Transporttiden til og fra Ærø udgør ca. en time. Øen og dens indbyggere har derfor behov for en god, stabil og demokratisk udvikling af de offentlige servicetilbud - ikke det modsatte.
Transporttiden til og fra Ærø er ikke uvæsentlig, når en patient overføres til Svendborg eller et andet sygehus. I forslaget er der taget højde for ”opbevaring” af patienterne, men hvad med pårørende?
En kompliceret fødsel og andre kirurgiske indgreb medfører ofte en længere indlæggelsestid. Er det så meningen, at pårørende til patienten skal betale både færgeudgift og/eller evt. indlæggelse på patienthotel med op til kr. 500 pr. døgn for at være i nærheden, når f.eks. et nyt medlem af familien kommer til verden? Skal gamle fru Hansen betale overnatning for at være i nærheden af sin mand, når han f.eks. vågner op efter en operation? Det er ikke rimeligt at behandle ø-befolkningen på en sådan måde.
Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at et veldrevent sygehus kræver en fornuftig effektivitet og faglighed blandt personalet. Det mener vi også der er på Ærø Sygehus og vi er også af den opfattelse, at det er muligt konstant at have et velkvailificeret personale ved f.eks. at benytte sig af jobrotations ordninger eller turnusordninger blandt relevant personale.
LO Sydfyn appellerer til, at regionen fastholder de nuværende funktioner på Ærø Sygehus, til gavn for borgerne og til gavn for beskæftigelsen på øen, så regionen kan leve op til at levere en ordentlig service til alle borgere i regionen.